torsdag den 9. maj 2013


Havørne i haven … 

Af Anne Egede

Jeg havde godt nok haft en fornemmelse et par uger. En fornemmelse af at noget var forandret i området omkring huset ved søen. De var ligesom blevet mere stille, vandfuglene. Blishønsene skændes ikke længere højlydt, men smuttede sky omkring helt inde ved bredderne. Gæssene snakkede ikke som de plejede, men lå stille på vandet. Der var en underlig ro, som om alle vogtede på alle - sådan var det nu ikke. De vogtede alle sammen på en bestemt - og da jeg endelig mødte fredsforstyrreren var den også lige ved at skræmme livet af mig.

Det var foråret for et par år siden i huset ved søen. Den travleste tid på året for alle søens mange indbyggere, over, under og i vandet. Tiden hvor der etableres og forsvares territorier, bygges reder, opfostres unger. Maj er simpelthen årets myldretid for dyrelivet i huset ved søen, der er rigtig meget der skal nås, og som i enhver myldretid er der masser af trafik og masser af larm. Gæs, der skændes med kragerne, svanerne der skændes med andre svaner, blishøns, der tørner sammen i drabelige kampe på vandet og får bølgerne til at gå højt. Det plejer ikke at gå stille af, men det gjorde det pludselig denne særlige maj. Der var ligesom langt en dæmper på alle de hormoninducerede skærmydsler som foråret, og maj måned i særdeleshed, plejer at være fyldt med. Det var mærkeligt, meget mærkeligt.
 
 
Fru Havørn på vej ind over søen - foto april 2013
 
Som sagt, jeg havde bemærket forandringen, men jeg havde ingen anelse om hvad der forårsagede den. Indtil jeg en meget tidlig morgen midt i maj gik en tur rundt om søen med en håndfuld hunde.
Det var en virkelig smuk majmorgen. Solen skinnede fra en for-glem-mig-ej-blå himmel, luften var mild og forårslun og mættet med duften af de nyudsprungne syrener, og den lakridsagtige duft fra hvidtjørnens millioner af bittesmå hvide blomster. Hundene og jeg daskede langsomt rundt om søen og betragtede fuglene ude på vandet og på øerne i vandet, og undrede os igen over hvorfor alle var så stille.
Det forekom mig, at denne morgen var mere stille end ellers, men søen lever sit eget liv og nogen gange sker der ting, som ikke kan forklares.
Det er ikke en lille sø jeg har, omkring 40 tønder land vand og med fire øer i. Turen rundt om søen tager derfor lidt tid. Terrænet er kuperet for søen er rund med masser af kurver, og vejen omkring den bugter sig, så man kan ikke se ret langt frem. Og det var heldigt denne dag, for ellers havde vi nok aldrig mødt hinanden så tæt på som tilfældet var.

 
Fru Havørn - foto april 2013

Hundene og jeg rundede det nordøstlige hjørne af søen da det skete. Hundene opdagede hende lige et øjeblik før jeg så hende, og tak, hunde, dejligt at have jer, mine tro beskyttere, med. Hundeflokken stoppede op, løftede hovederne, snusede op i luften, og så bakkede de. På brøkdele af et sekund befandt hele flokken sig bag mig, de skulle ikke have klinket noget.
Jeg missede nærsynet og kiggede frem i terrænet for at lokalisere hvad der forårsagede hundenes pludselige retræte. Først kunne jeg ikke se noget, men så opdagede jeg, øh, ja, hvad var det egentlig jeg kiggede på? Noget stort og brunt på jorden, et dyr, et krondyr måske, der lå på jorden. Jeg kunne ikke rigtig se det, og gik nærmere. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg at hundene ikke fulgte med, men blev stående, hm, underligt. Nå, jeg gik tættere på det store dyr, som måske var såret, tænkte jeg, ellers ville det næppe ligge så underligt henslængt ved søbredden. Det var først da jeg var omkring 5 meter fra dyret, at jeg opdagede at det hverken var henslængt eller såret, men et særdeles virilt, aktivt og levende rovdyr i gang med at fortære et bytte.
En situation, som man bestemt ikke skal blande sig i. Og det var da heller ikke min agt, men jeg havde virkelig ikke kunnet se hvad det hvad der sad på jorden foran mig. Nogen gange ser øjet kun hvad det forventer og hverken jeg - eller mine øjne - havde nogen forventning om at møde sådan en dame her, nærmest i min egen baghave.
Så rørte dyret på sig.  En vinge blev pludselig strakt op i luften og ligesom rystet lidt. Og hvilken vinge. Omkring halvanden meter i længde, vil jeg tro. Og det var altså kun den ene vinge - de har jo altså to af dem, fuglene. Piiiv, lød det bekymret henne fra hundene. De havde for længst lugtet lunten, og prøvede nu at forklare deres langsomt opfattende og svagsynede ejer, at hun var på vej til at rode sig ud i gedigne problemer. Vingen fik mig til at stoppe op. Og til at kigge en ekstra gang. Men inden det havde manifesteret sig i mit hoved hvad det var jeg betragtede, vendte den sig langsomt op. Uden frygt, uden tegn på at ville tage flugten, og kiggede direkte på mig.



 
Fru Havørn - foto april 2013

Havørnen. Fru Havørn, som hun senere blev døbt.
Hun havde siddet med ryggen til mig og de enorme vinger bredt lidt ud for at beskytte det bytte hun var i gang med at fortære, det var derfor hun havde lignet et såret stykke hjortevildt.
Det var et kostbart øjeblik, da erkendelsen ramte mig. Jeg stod små 5 meter fra en vildtlevende havørn, og havde første parket til at betragte en fugl, som ellers siges at være meget sky. Jeg kan huske det lysende solgule næb, den hvide hale, der var bredt ud som en slags støtte og så de enorme vinger, som bragte havørnen op i luften og derved afslørede de virkelig store kløer - fangerne - som var på størrelse med mine fingre, eller måske snarere større. Det var på alle måder en formidabel fugl. Og selvom jeg aldrig tidligere havde set en havørn i virkeligheden var jeg ikke i tvivl om arten af denne enorme rovfugl.
 
 
Jeg står inde på bredden og fotograferer - ca. 10 meter fra fru Havørn, som her vender elegant i luften og øjeblikket efter slår på en gås ... foto april 2013

Idet ørnen fik øje på mig slog hun et par gange med vingerne og hang så pludselig tre-fire meter oppe i luften. Jeg tog uvilkårligt et skridt tilbage for jeg havde ingen erfaring med havørne, og denne her virkede ret selvbevidst og jeg havde bestemt intet ønske om at få den i hovedet. Jeg var nemlig udmærket klar over, at jeg i den grad havde overskredet ørnens comfortzone i forhold til mennesker, og når man er så dum og nærsynet at gøre det, så er man jo altså selv skyld i eventuelle repressalier. Men, som jeg mange gange senere har set eksempler på, så er fru Havørn ingen dum fugl. Og hun er bestemt ikke typen, der går i panik eller foretager sig uovervejede ting. Men det vidste jeg jo altså ikke denne dag, hvor vi mødtes første gang. Og, tro mig, man kan godt føle sig ret lille og en anelse skræmt, når der hænger en havørn et par meter over ens hoved. Men fru havørn kiggede bare ned på mig, og jeg vil stadig hævde, at vore øjne mødtes. Så afgjorde hun - heldigvis - med sig selv at jeg bare var et harmløst fjols, tog et enkelt vingeslag og fløj så lige hen over hovedet på mig. Så tæt var hun at jeg kunne mærke suset i luften da hun passerede hen over mig. I løbet af få øjeblikke havde hun fået mere luft under vingerne, var højt oppe og tog så retning mod skovbrynet, som tilsyneladende opslugte hende. Wow, jeg stod åndeløs tilbage.


 
Fru Havørn pressede gæssene ind i pilekrattet - det sikrede gåsestegen i ørnereden - foto april 2013


Det viste sig, at fru Havørn havde været i gang med at fortære en gås. Eller rettere hun havde faktisk spist det meste af den da hundene og jeg forstyrrede hende. Med den viden jeg siden har erhvervet mig om havørnene vil jeg tro at hun har haft unger, og det var derfor hun var så optaget af gåsen at vi kunne komme så tæt på hende. Det kombineret med at hun var i et område af søen, hvor der aldrig kommer mennesker og derfor sikkert ikke har været nær så vagtsom som hun plejer.
Jeg var fuldstændig høj på havørne-endorfiner, og det er et magtfuldt rusmiddel, kan jeg godt afsløre. For man bliver nemlig aldeles høj af at møde havørne, og ikke mindst når man er så tæt på dem, at man næsten kunne have rakt en hånd ud og strøget hen over de nøddebrune rygfjer.
Hundene var noget mere skeptiske, det var tydeligt, at de udmærkede var klar over, at det her var en fugl man skulle tage seriøst. Faktisk ville de ikke engang nærme sig resterne af gåsekadaveret, som fru Havørn havde fourageret på. Selv var jeg overstadigt begejstret for oplevelsen - også fordi jeg tænkte, at det var en once-in-a-lifetime-oplevelse. På det tidspunkt havde jeg jo ingen anelse om, at lykken ville tilsmile mig i en grad så jeg fik egne havørne på matriklen.
Jeg gjorde derfor hvad jeg altid gør når der sker noget vigtigt i mit liv. Jeg ringede omgående til min søster, Knirke. Og der må jeg sige, for en gangs skyld skuffede hun altså lidt, søster Knirke. Det var tydeligt, at hun var tvivlende overfor min beskrivelse af ørnens størrelse.
"Hvor stor siger du, at den er?", spurgte min søster skeptisk, da jeg fortalte om havørnen, som jeg lige næsten havde klappet.
"Den var enorm. Enorm", siger jeg dig, næsten råbte jeg i telefonen, for, som sagt, havørne-endorfinerne rullede rask i mine årer. En helt almindelig majmorgen var pludselig blevet nærmest magisk. Sådan følte jeg det i hvert fald.
"Hvor stor er enorm?" spurgte men søster, og jeg kunne høre hun undertrykte en antydning af et suk. På det tidspunkt var jeg kommet i tanke om, at jeg engang havde læst, at ornitologerne også kaldte havørnen for "den flyvende dør".
"Som en dør, en flyvende dør" råbte jeg begejstret.
"En flyvende dør" gentog min søster og jeg denne gang kunne jeg tydeligt høre hvordan ordene nærmest drev af skepsis.
Vent lige lidt, sagde jeg så fordi jeg netop da fik, hvad jeg selv synes var en brillant ide. Jeg klemte telefonen fast mellem øre og skulder og bredte armene ud til hver side. For sådan lige at komme i den rette stemning baskede jeg lidt op og ned med armene, mens jeg bragte mig i position mellem de to buske havørnen var lettet fra. Ideen var selvfølgelig at prøve at finde ud af hvor stort havørnens vingefang havde været i forhold til mit samme, om jeg så må sige. Så jeg ligesom havde noget jeg kunne måle med og imponere min søster.
Her må jeg så indskyde, at der er en ting, som jeg efterhånden har lært. Det er, at selvom man, som jeg, bor langt ude på landet, langt nede ad en grusvej, med skov, marker og sø som nærmeste naboer, så dukker der på næsten magisk vis altid folk op, når man mindst venter det - og mindst ønsker det. Jeg nævner i flæng; man render næsten nøgen rundt udenfor i frost og sne (hvorfor kan læses i Muntre historier om jagt og jægere) man kravler op af vandet efter at have svømmet ud til en af øerne og er kun iført T-shirt og trusser (forklaring i Herlige Hundeliv) og, bum, så har man selskab.  Så faktisk burde jeg have sagt mig selv det. At der, i netop det øjeblik hvor jeg hoppede rundt med begge arme strakt ud, blafrende som et vingefang, dukkede en person op. Et hoved poppede op inde på marken, på den anden side af det levende hegn. En bukkejæger, kunne jeg se. Hvad der også var svært at overse, var hans undrende, for ikke at sige måbende udtryk.

 
Fru Havørn jager hen over søen, kun lige en meter over vandoverfladen, det får i den grad gæssene i luften og det er just det hun gerne vil have, fru Havørn - foto april 2013

Jeg var stadig totalt høj på havørneendorfiner. For havørne har bare den effekt på en, man bliver i ualmindeligt godt humør af at møde dem. Det ved jeg nu hvor jeg har levet relativt tæt sammen med ørnene i en del år. Da jægeren dukkede op dansede jeg derfor højlydt klukkende af grin rundt og blafrede med armene, og sang "jeg så en ørnebasse, jeg sir´dig den var stor" (på melodien til "Jeg ved en lærkerede") om og om igen.
Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne komme fyren i forkøbet, så jeg råbte glad til ham, at jeg lige havde set en havørn. Det fik jægeren til at forcere det levende hegn og komme hen til mig.
"Vi har ingen havørne her" sagde han meget højt og meget tydeligt, rakte en hånd frem og klappede mig på skulderen på sådan en rolig-nu-lille-dame-agtig måde. Mine dansetrin havde bragt mig et stykke væk fra stedet hvor ørnen havde siddet med gåsen. Faktisk kunne vi ikke længere se stedet med gåsekadaveret.
"Jo, jo" ivrede jeg. "Den sad lige derhenne og spiste af en gås. Så du den ikke da den fløj?"
Jægeren rystede på hovedet.
"Vi har ikke havørne her i området" gentog han og så indgående på mig.
"Vel, har vi så" insisterede jeg "Den sad lige derhenne og spiste en gås. Kom med, så skal jeg vise dig det"
 
 
Læg mærke til gåsen øverst i billedet - den eksisterer ikke mere ... foto april 2013
 
 
Med jægeren i hælene travede jeg tilbage til stedet hvor jeg havde mødt fru Havørn. Pludselig så jeg en bevægelse lidt længere fremme.
"Der, der henne, det var der, og der er også noget nu" tilføjede jeg ophidset. Jægeren, der måske alligevel var blevet smittet lidt af min havørnerus, greb sin kikkert og satte den for øjnene.
"Jep, der er noget" nikkede han uden at fortrække en mine og rakte så kikkerten over til mig. Med ivrige hænder satte jeg kikkerten for øjnene, og så, tja, det kunne jeg jo have sagt mig selv, en krage, der lystigt baksede rundt med gåsekadaveret.
"Der var altså en havørn. Altså før, altså inden kragen" mumlede jeg og gav jægeren kikkerten tilbage.
"Hallo, hallo, HALLOOO" lød det i det samme fra min telefon, hvor min søster, som jeg havde glemt alt om, stadig var på linjen.
"Det er min søster. Jeg var lige ved at fortælle hende om havørnen, da du dukkede op" forklarede jeg jægeren.
Jægeren bøjede sig lidt frem mod mig, i retning af min telefon.
"Det var en krage" brølede han så, så højt at det gibbede i både hundene og mig. Jeg satte telefonen til øret for at dementere jægerens udsagn, men min søster var hurtigere.
"Nå, var det bare en krage. Ja, du havde vel ikke briller på, fortsatte hun.
"Nej, jeg havde ikke briller på, men …" begyndte jeg.
"Tror du ikke du skulle vænne dig til at bruge de briller, jeg mener, forveksle en havørn med en krage, helt ærligt" fortsatte Knirke.
"Nå, du er brille-bruger. Stærke briller? Er du svagsynet? Skal jeg følge dig hjem?" indskød jægeren og så bekymret på mig.
Det var her jeg måtte erkende mig slået, jeg sagde farvel til min søster og afbrød telefonen, og derpå måtte jeg bruge 10 minutter på at overbevise jægeren om, at jeg mit syn var udmærket, og at jeg sagtens kunne finde hjem selv.

 
Fru Havørn lige inden hun slår på gåsestegen ... foto april 2013

Denne episode medførte to ting. Den første var, at jægeren tydeligvis havde fortalt det lokale jagtkonsortium om havørneseancen, hvilket medførte at samtlige medlemmer af det pågældende konsortium i lang tid derefter behandlede mig med en overbærende venlighed, der antydede, at de ikke var helt sikre på om jeg var mentalt sund. Den anden var, at jeg lærte, at når man påstår at have set en havørn så skal man sørge for at have sit kamera med så man nagelfast kan dokumentere, at det vitterlig drejer sig om en havørn og ikke en krage eller en musvåge.
Den sidste læresætning har jeg haft masser af muligheder for at repetere siden, for der skete nemlig det fantastiske, at havørnene faktisk slog sig ned her. På trods af hvad havørnekenderne i en vis fugleforening sagde, så flyttede ørnene ind. Faktisk har mine havørne konsekvent gjort præcis det modsatte af hvad eksperterne forudsagde, men lad nu det ligge.

 
Begge havørne benytter sig af både pilekrat og mit hus når de skal på jagt - de ynder at flyve langs med huset - eller krattet -  og så pludselig svinge ud over søen ... foto april 2013


I et par år nu har jeg fulgt havørnene tæt og taget massevis af fotos af dem, når de sidder i deres udsigtstræ, når de kommer jagende hen over søen, når de kurtiserer hinanden og sandelig også når de parrer sig. Jeg skal nok fortælle mere om det alt sammen, men hver ting til sin tid, og lige nu har ørnene unger, og det har fået dem til at skrue bissen på. Når de jager gør de det med langt større beslutsomhed end resten af året. Og det er egentlig baggrunden for dette blogindlæg, for forleden dag kom havørnen jagende ind over søen, hvilket forårsagede et kollektivt nervesammenbrud hos gæssene, der alle sammen gik på vingerne hysterisk skræppende. Og der så jeg så igen noget nyt. Havørnen gennede rundt med gæssene i luften og ret hurtigt havde den fået isoleret en mindre flok, som den så, nærmest efter samme princip som når en hyrdehund arbejder på får, drev ind i de tætte pil langs søbredden, hvor de lidt gumpetunge gæs har svært ved at navigere. Sjovt nok havde havørnen - på trods af sin størrelse - ingen navigationsproblemer i pilene, og det sikrede den gåsestegen. Jeg har aldrig tidligere set ørnen benytte den metode, men man lærer hele tiden noget når man er så heldig at leve sammen med havørne. Og denne gang var jeg ikke alene på plads og kunne betragte ørnen fra første parket, jeg havde også mit kamera med så jeg kunne dokumentere - billederne kan du se her på bloggen -  at jeg rent faktisk har havørne i haven.

 
Her kan I se hvor stor en havørn er i forhold til en person. Billedet er ikke fra min sø, det er taget af min Fb-ven, Tine Norup, som venligst har stillet det til rådighed for mig.