Beretning fra en dag for et par år siden hvor det, ligesom i dag, bare væltede ned med regn ... tilsat fasaner og jagthunde, læs her;

Fasaner i sigte

 af Anne Egede

Spaniels er generelt glade hunde, men mest lykkelige er de, når de kan få lov til at finde fugle. Ikke engang solid dagsregn kan dæmpe vore spaniels begejstring over at arbejde på fasanerne.

En øsende, pøsende regn lækker fra tunge skyer og drypper i en endeløs strøm nede over landskabet og os, der er ude i det. Med en hale af spaniels efter os plasker vi, kæresten og jeg, gennem vandpytterne og hen til Landroveren. Så lavt hænger de utætte, duegrå skyer, at det føles, som om vi er lige ved at støde hovederne ind i dem.

Syv spaniels har vi med, fire springere og tre cockere, så der er fuldt hus, da Landroveren langsomt triller ad de mudrede skovstier på vej ud for at se til fasanerne.

Vi lægger ud med de fugle, som bor i remissen på marken i skoven. Hvor træerne i går glitrede i et efterårsgyldent sollys, skinner de i dag regnblanke med grene og blade, som er tynget mod jorden af al væden. Alting drypper og plirrer og klirrer. Vi er omgivet af en symfoni af regnlyde.

Hundene, som ved, hvad der er i vente, halser ivrigt, mens deres haler dunker i takt omme bag i bilen. Spaniels er glade hunde, men allermest glade, når de kan få lov til at finde fugle, og hundene ved ganske udmærket, at der snart vil være fasaner i sigte.

Den eneste, som sidder roligt afventende, er Springer Spaniel Julius. Julius er en fremragende fuglefinder. En af de bedste i faget og så rutineret, at han tager det hele med stoisk ro. Altså lige indtil vi holder ved remissen, hvor fasanerne er. Eller rettere burde være. For ingen fugle er hjemme denne morgen, og det er ikke godt. Kommer fasanerne for langt væk fra foderpladsens tryghed, er det ikke sikkert, de finder hjem igen. Det er derfor, vi er her ‒ for at sikre, at fuglene ikke tager på for lange og farefulde udflugter.

Kæresten lukker Julius ud af bilen, og resten af hundeflokken sukker skuffet, da det går op for dem, at det i første omgang er et one-dog-show.

Julius strækker sig, gaber højlydt og ryster sig så et par gange. Kender man ham ikke, vil man tro, at intet er denne hund mere ligegyldigt end fasaner. Men det er bare spil for galleriet. Jeg har en mistanke om, at hans ro udelukkende er beregnet på at sikre sig maksimal tilskueropmærksomhed, inden han går i aktion. Lidt som en garvet entertainer, der har sine ritualer, inden han indtager scenen. Da Julius mener at have vores udelte opmærksomhed, sætter han i gang. Han accelerer fra nul til meget hurtigt på få sekunder, så vand og mudder sprøjter i et bredt spor efter ham, mens han i fuld fart runderer rundt om remissen for at finde ud af, hvilken vej fuglene har taget. Så sætter han næsen i jorden og går ud over marken, stik op mod vinden.

”Nu henter han dem,” siger kæresten og ser forståeligt nok stolt ud over sin effektive hund.

Og ganske rigtigt. Langt, langt ude, så langt ude, at Julius mere ligner en bold, som triller over marken, end en Springer Spaniel, finder han sine fasaner. Helt derude slår hunden rundt i en stor bue og kommer så tilbage mod os. Endnu kan vi ikke se fuglene, men snart dukker de op som små snurretoppe, der hvirvler over marken. Julius siksakker bag dem og sørger for at holde præcis det tempo, som får fuglene til at løbe, uden at de presses så meget, at de går på vingerne. Af og til slår Julius tilbage og henter en efternøler, og i sådanne tilfælde gives ingen pardon. Efternølerne går han så hårdt til, at de må op og flyve. Skogrende suser de forsinkede fasaner hen over hovedet på deres løbende kolleger for, som de første, at slå ned inde i remissen, hvor de kan puste ud og tænke lidt over, hvad det var for en brunhvid, langøret tornado, der pustede dem i halefjerene.

Et kvarters tid tager det, så er fuglene hjemme igen, og Julius kommer travende tilbage til os. Dog må han lige forfriske sig med et hurtigt morgentoilette i en mudderpøl, inden han hyllet i et panser af mudder hopper ind i bilen. De andre hunde, som misundeligt har trykket næserne mod bilruderne og sukket dybt og inderligt, flokkes om ham. De muler snuderne rundt i Julius’ våde mudderpels og inhalerer velbehageligt alle de gode dufte, som han har bragt med tilbage fra sin fuglefærd. Julius sidder roligt midt i flokken og lader sig beundre og misunde. Han er kongen, og han ved det.

Regnen slår os i ansigterne, da vi for nedrullede vinduer – for i en varm bil danner en våd og pustende springer spaniel veritable dampskyer – bumler ud over marken langs med skovbrynet af egetræer.

På denne tid af året står de gamle ege næsten uden løv undtagen helt oppe i toppen af træerne, hvor massevis af orangefarvede blade stadig klynger sig til de krogede grene og får egene til at ligne kæmpemæssige fakler. Denne morgen er der massevis af duer i træerne.

Vores tilsynekomst får flokke af duer til at suse hen over bilen og ud over marken, hvor luftrummet fyldes med fugle, der som små, grå tørklæder hvirvler rundt i luften. Hundene følger opmærksomt dueflokken – det kunne jo være, at der var et fornuftigt menneske, som skød et par af de små grå ned til dem. Så var man jo en kedelig spaniel, om man ikke var klar til at apportere. Og klare er de, hundene, så meget, at de næsten er gennemsigtige.

Vi følger duernes luftakrobatik i kikkerterne, indtil flokken endelig slår sig ned på den nypløjede mark, hvis tunge, regnvåde jord grangiveligt ligner lækker, fed chokolademousse, moccabrun og blank som den er af den stadigt silende regn. Et kollektivt suk fra hundene fortæller os, at vovserne har erkendt, at ingen har tænkt sig at skyde duer i dag.

De næste fasaner, vi besøger, står stadig og tripper omkring foderpladsen og kan ikke helt afgøre, om de er til vandreture eller hjemlig hygge. Julius hjælper dem med at træffe valget, og så er vi på vej videre ud til fasanerne i mosen. Her er vi er nødt til at gå et godt stykke, for selv Landroveren kan ikke bunde i den cremebløde mosejord. Alle hundene kommer med, og for en stund består universet udelukkende af halsende hunde, plaskende regn og mosejord, blød som budding og forræderisk som is efter vinterens første frostnat.

Efterhånden som formiddagen skrider frem, kommer alle spaniels i arbejde. De finder fugle, henter fugle, flytter fugle, får lov at være spaniels og nyder hvert sekund. Er der et eller andet, som de unge hunde ikke kan håndtere, sendes Julius på banen og ordner tingene. Omkring middagstid er der aflagt visit hos alle fasaner, og både vi, hundene og bilen – sidstnævnte såvel ind- som udvendig – er meget våde og meget mudrede.

 Inden vi afslutter den våde fasandag, beslutter vi at skyde en fasan for Julius, som har arbejdet så hårdt for os. Det skal være en randfasan, en enkelt fasan, som vi helst vil finde i skovbrynet ud til stubmarken.

Krattet, som udgør overgangen mellem skov og mark, er tæt, men ikke for tæt for en spaniel. Målrettet siksakker Julius frem og tilbage foran os i et fint søg, som viser sig at være effektivt, da en stor kok pludselig går på vingerne. Med et enkelt skud henter kæresten fasanen ned, og Julius apporterer med begejstring fuglen. De øvrige hunde, som i snor har måttet nøjes med at se til sammen med mig, bliver sluppet, og alle spaniels suser – med blafrende ører og logrende haler – ud over stubmarken.

Med vore spaniels halsende, logrende og lykkelige vimsende omkring og den tilsyneladende ustoppelige regn drivende ned over os vender vi de mange mudderprikkede næser hjemad for denne formiddag. Hjem til hjemmebagt grovbrød, dampende varm kaffe, brændeovnsvarme og hunde, som vil snorke fredeligt en god del af eftermiddagen – og måske drømme om fasaner. Fasaner i sigte.

Ovenstående historie er fra min bog "Herlige Hundeliv", der udkom i 2010
                         

                          

Havørne i haven … 

Af Anne Egede

Jeg havde godt nok haft en fornemmelse et par uger. En fornemmelse af at noget var forandret i området omkring huset ved søen. De var ligesom blevet mere stille, vandfuglene. Blishønsene skændes ikke længere højlydt, men smuttede sky omkring helt inde ved bredderne. Gæssene snakkede ikke som de plejede, men lå stille på vandet. Der var en underlig ro, som om alle vogtede på alle - sådan var det nu ikke. De vogtede alle sammen på en bestemt - og da jeg endelig mødte fredsforstyrreren var den også lige ved at skræmme livet af mig.

Det var foråret for et par år siden i huset ved søen. Den travleste tid på året for alle søens mange indbyggere, over, under og i vandet. Tiden hvor der etableres og forsvares territorier, bygges reder, opfostres unger. Maj er simpelthen årets myldretid for dyrelivet i huset ved søen, der er rigtig meget der skal nås, og som i enhver myldretid er der masser af trafik og masser af larm. Gæs, der skændes med kragerne, svanerne der skændes med andre svaner, blishøns, der tørner sammen i drabelige kampe på vandet og får bølgerne til at gå højt. Det plejer ikke at gå stille af, men det gjorde det pludselig denne særlige maj. Der var ligesom langt en dæmper på alle de hormoninducerede skærmydsler som foråret, og maj måned i særdeleshed, plejer at være fyldt med. Det var mærkeligt, meget mærkeligt.

 

 

Fru Havørn på vej ind over søen - foto april 2013

 

Som sagt, jeg havde bemærket forandringen, men jeg havde ingen anelse om hvad der forårsagede den. Indtil jeg en meget tidlig morgen midt i maj gik en tur rundt om søen med en håndfuld hunde.

Det var en virkelig smuk majmorgen. Solen skinnede fra en for-glem-mig-ej-blå himmel, luften var mild og forårslun og mættet med duften af de nyudsprungne syrener, og den lakridsagtige duft fra hvidtjørnens millioner af bittesmå hvide blomster. Hundene og jeg daskede langsomt rundt om søen og betragtede fuglene ude på vandet og på øerne i vandet, og undrede os igen over hvorfor alle var så stille.

Det forekom mig, at denne morgen var mere stille end ellers, men søen lever sit eget liv og nogen gange sker der ting, som ikke kan forklares.

Det er ikke en lille sø jeg har, omkring 40 tønder land vand og med fire øer i. Turen rundt om søen tager derfor lidt tid. Terrænet er kuperet for søen er rund med masser af kurver, og vejen omkring den bugter sig, så man kan ikke se ret langt frem. Og det var heldigt denne dag, for ellers havde vi nok aldrig mødt hinanden så tæt på som tilfældet var.

 

Fru Havørn - foto april 2013

Hundene og jeg rundede det nordøstlige hjørne af søen da det skete. Hundene opdagede hende lige et øjeblik før jeg så hende, og tak, hunde, dejligt at have jer, mine tro beskyttere, med. Hundeflokken stoppede op, løftede hovederne, snusede op i luften, og så bakkede de. På brøkdele af et sekund befandt hele flokken sig bag mig, de skulle ikke have klinket noget.

Jeg missede nærsynet og kiggede frem i terrænet for at lokalisere hvad der forårsagede hundenes pludselige retræte. Først kunne jeg ikke se noget, men så opdagede jeg, øh, ja, hvad var det egentlig jeg kiggede på? Noget stort og brunt på jorden, et dyr, et krondyr måske, der lå på jorden. Jeg kunne ikke rigtig se det, og gik nærmere. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg at hundene ikke fulgte med, men blev stående, hm, underligt. Nå, jeg gik tættere på det store dyr, som måske var såret, tænkte jeg, ellers ville det næppe ligge så underligt henslængt ved søbredden. Det var først da jeg var omkring 5 meter fra dyret, at jeg opdagede at det hverken var henslængt eller såret, men et særdeles virilt, aktivt og levende rovdyr i gang med at fortære et bytte.

En situation, som man bestemt ikke skal blande sig i. Og det var da heller ikke min agt, men jeg havde virkelig ikke kunnet se hvad det hvad der sad på jorden foran mig. Nogen gange ser øjet kun hvad det forventer og hverken jeg - eller mine øjne - havde nogen forventning om at møde sådan en dame her, nærmest i min egen baghave.

Så rørte dyret på sig.  En vinge blev pludselig strakt op i luften og ligesom rystet lidt. Og hvilken vinge. Omkring halvanden meter i længde, vil jeg tro. Og det var altså kun den ene vinge - de har jo altså to af dem, fuglene. Piiiv, lød det bekymret henne fra hundene. De havde for længst lugtet lunten, og prøvede nu at forklare deres langsomt opfattende og svagsynede ejer, at hun var på vej til at rode sig ud i gedigne problemer. Vingen fik mig til at stoppe op. Og til at kigge en ekstra gang. Men inden det havde manifesteret sig i mit hoved hvad det var jeg betragtede, vendte den sig langsomt op. Uden frygt, uden tegn på at ville tage flugten, og kiggede direkte på mig.

 

Fru Havørn - foto april 2013

Havørnen. Fru Havørn, som hun senere blev døbt.

Hun havde siddet med ryggen til mig og de enorme vinger bredt lidt ud for at beskytte det bytte hun var i gang med at fortære, det var derfor hun havde lignet et såret stykke hjortevildt.

Det var et kostbart øjeblik, da erkendelsen ramte mig. Jeg stod små 5 meter fra en vildtlevende havørn, og havde første parket til at betragte en fugl, som ellers siges at være meget sky. Jeg kan huske det lysende solgule næb, den hvide hale, der var bredt ud som en slags støtte og så de enorme vinger, som bragte havørnen op i luften og derved afslørede de virkelig store kløer - fangerne - som var på størrelse med mine fingre, eller måske snarere større. Det var på alle måder en formidabel fugl. Og selvom jeg aldrig tidligere havde set en havørn i virkeligheden var jeg ikke i tvivl om arten af denne enorme rovfugl.

 

 

Jeg står inde på bredden og fotograferer - ca. 10 meter fra fru Havørn, som her vender elegant i luften og øjeblikket efter slår på en gås ... foto april 2013

Idet ørnen fik øje på mig slog hun et par gange med vingerne og hang så pludselig tre-fire meter oppe i luften. Jeg tog uvilkårligt et skridt tilbage for jeg havde ingen erfaring med havørne, og denne her virkede ret selvbevidst og jeg havde bestemt intet ønske om at få den i hovedet. Jeg var nemlig udmærket klar over, at jeg i den grad havde overskredet ørnens comfortzone i forhold til mennesker, og når man er så dum og nærsynet at gøre det, så er man jo altså selv skyld i eventuelle repressalier. Men, som jeg mange gange senere har set eksempler på, så er fru Havørn ingen dum fugl. Og hun er bestemt ikke typen, der går i panik eller foretager sig uovervejede ting. Men det vidste jeg jo altså ikke denne dag, hvor vi mødtes første gang. Og, tro mig, man kan godt føle sig ret lille og en anelse skræmt, når der hænger en havørn et par meter over ens hoved. Men fru havørn kiggede bare ned på mig, og jeg vil stadig hævde, at vore øjne mødtes. Så afgjorde hun - heldigvis - med sig selv at jeg bare var et harmløst fjols, tog et enkelt vingeslag og fløj så lige hen over hovedet på mig. Så tæt var hun at jeg kunne mærke suset i luften da hun passerede hen over mig. I løbet af få øjeblikke havde hun fået mere luft under vingerne, var højt oppe og tog så retning mod skovbrynet, som tilsyneladende opslugte hende. Wow, jeg stod åndeløs tilbage.

 

Fru Havørn pressede gæssene ind i pilekrattet - det sikrede gåsestegen i ørnereden - foto april 2013

Det viste sig, at fru Havørn havde været i gang med at fortære en gås. Eller rettere hun havde faktisk spist det meste af den da hundene og jeg forstyrrede hende. Med den viden jeg siden har erhvervet mig om havørnene vil jeg tro at hun har haft unger, og det var derfor hun var så optaget af gåsen at vi kunne komme så tæt på hende. Det kombineret med at hun var i et område af søen, hvor der aldrig kommer mennesker og derfor sikkert ikke har været nær så vagtsom som hun plejer.

Jeg var fuldstændig høj på havørne-endorfiner, og det er et magtfuldt rusmiddel, kan jeg godt afsløre. For man bliver nemlig aldeles høj af at møde havørne, og ikke mindst når man er så tæt på dem, at man næsten kunne have rakt en hånd ud og strøget hen over de nøddebrune rygfjer.

Hundene var noget mere skeptiske, det var tydeligt, at de udmærkede var klar over, at det her var en fugl man skulle tage seriøst. Faktisk ville de ikke engang nærme sig resterne af gåsekadaveret, som fru Havørn havde fourageret på. Selv var jeg overstadigt begejstret for oplevelsen - også fordi jeg tænkte, at det var en once-in-a-lifetime-oplevelse. På det tidspunkt havde jeg jo ingen anelse om, at lykken ville tilsmile mig i en grad så jeg fik egne havørne på matriklen.

Jeg gjorde derfor hvad jeg altid gør når der sker noget vigtigt i mit liv. Jeg ringede omgående til min søster, Knirke. Og der må jeg sige, for en gangs skyld skuffede hun altså lidt, søster Knirke. Det var tydeligt, at hun var tvivlende overfor min beskrivelse af ørnens størrelse.

"Hvor stor siger du, at den er?", spurgte min søster skeptisk, da jeg fortalte om havørnen, som jeg lige næsten havde klappet.

"Den var enorm. Enorm", siger jeg dig, næsten råbte jeg i telefonen, for, som sagt, havørne-endorfinerne rullede rask i mine årer. En helt almindelig majmorgen var pludselig blevet nærmest magisk. Sådan følte jeg det i hvert fald.

"Hvor stor er enorm?" spurgte men søster, og jeg kunne høre hun undertrykte en antydning af et suk. På det tidspunkt var jeg kommet i tanke om, at jeg engang havde læst, at ornitologerne også kaldte havørnen for "den flyvende dør".

"Som en dør, en flyvende dør" råbte jeg begejstret.

"En flyvende dør" gentog min søster og jeg denne gang kunne jeg tydeligt høre hvordan ordene nærmest drev af skepsis.

Vent lige lidt, sagde jeg så fordi jeg netop da fik, hvad jeg selv synes var en brillant ide. Jeg klemte telefonen fast mellem øre og skulder og bredte armene ud til hver side. For sådan lige at komme i den rette stemning baskede jeg lidt op og ned med armene, mens jeg bragte mig i position mellem de to buske havørnen var lettet fra. Ideen var selvfølgelig at prøve at finde ud af hvor stort havørnens vingefang havde været i forhold til mit samme, om jeg så må sige. Så jeg ligesom havde noget jeg kunne måle med og imponere min søster.

Her må jeg så indskyde, at der er en ting, som jeg efterhånden har lært. Det er, at selvom man, som jeg, bor langt ude på landet, langt nede ad en grusvej, med skov, marker og sø som nærmeste naboer, så dukker der på næsten magisk vis altid folk op, når man mindst venter det - og mindst ønsker det. Jeg nævner i flæng; man render næsten nøgen rundt udenfor i frost og sne (hvorfor kan læses i Muntre historier om jagt og jægere) man kravler op af vandet efter at have svømmet ud til en af øerne og er kun iført T-shirt og trusser (forklaring i Herlige Hundeliv) og, bum, så har man selskab.  Så faktisk burde jeg have sagt mig selv det. At der, i netop det øjeblik hvor jeg hoppede rundt med begge arme strakt ud, blafrende som et vingefang, dukkede en person op. Et hoved poppede op inde på marken, på den anden side af det levende hegn. En bukkejæger, kunne jeg se. Hvad der også var svært at overse, var hans undrende, for ikke at sige måbende udtryk.

 

Fru Havørn jager hen over søen, kun lige en meter over vandoverfladen, det får i den grad gæssene i luften og det er just det hun gerne vil have, fru Havørn - foto april 2013

Jeg var stadig totalt høj på havørneendorfiner. For havørne har bare den effekt på en, man bliver i ualmindeligt godt humør af at møde dem. Det ved jeg nu hvor jeg har levet relativt tæt sammen med ørnene i en del år. Da jægeren dukkede op dansede jeg derfor højlydt klukkende af grin rundt og blafrede med armene, og sang "jeg så en ørnebasse, jeg sir´dig den var stor" (på melodien til "Jeg ved en lærkerede") om og om igen.

Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne komme fyren i forkøbet, så jeg råbte glad til ham, at jeg lige havde set en havørn. Det fik jægeren til at forcere det levende hegn og komme hen til mig.

"Vi har ingen havørne her" sagde han meget højt og meget tydeligt, rakte en hånd frem og klappede mig på skulderen på sådan en rolig-nu-lille-dame-agtig måde. Mine dansetrin havde bragt mig et stykke væk fra stedet hvor ørnen havde siddet med gåsen. Faktisk kunne vi ikke længere se stedet med gåsekadaveret.

"Jo, jo" ivrede jeg. "Den sad lige derhenne og spiste af en gås. Så du den ikke da den fløj?"

Jægeren rystede på hovedet.

"Vi har ikke havørne her i området" gentog han og så indgående på mig.

"Vel, har vi så" insisterede jeg "Den sad lige derhenne og spiste en gås. Kom med, så skal jeg vise dig det"

 

 

Læg mærke til gåsen øverst i billedet - den eksisterer ikke mere ... foto april 2013

 

 

Med jægeren i hælene travede jeg tilbage til stedet hvor jeg havde mødt fru Havørn. Pludselig så jeg en bevægelse lidt længere fremme.

"Der, der henne, det var der, og der er også noget nu" tilføjede jeg ophidset. Jægeren, der måske alligevel var blevet smittet lidt af min havørnerus, greb sin kikkert og satte den for øjnene.

"Jep, der er noget" nikkede han uden at fortrække en mine og rakte så kikkerten over til mig. Med ivrige hænder satte jeg kikkerten for øjnene, og så, tja, det kunne jeg jo have sagt mig selv, en krage, der lystigt baksede rundt med gåsekadaveret.

"Der var altså en havørn. Altså før, altså inden kragen" mumlede jeg og gav jægeren kikkerten tilbage.

"Hallo, hallo, HALLOOO" lød det i det samme fra min telefon, hvor min søster, som jeg havde glemt alt om, stadig var på linjen.

"Det er min søster. Jeg var lige ved at fortælle hende om havørnen, da du dukkede op" forklarede jeg jægeren.

Jægeren bøjede sig lidt frem mod mig, i retning af min telefon.

"Det var en krage" brølede han så, så højt at det gibbede i både hundene og mig. Jeg satte telefonen til øret for at dementere jægerens udsagn, men min søster var hurtigere.

"Nå, var det bare en krage. Ja, du havde vel ikke briller på, fortsatte hun.

"Nej, jeg havde ikke briller på, men …" begyndte jeg.

"Tror du ikke du skulle vænne dig til at bruge de briller, jeg mener, forveksle en havørn med en krage, helt ærligt" fortsatte Knirke.

"Nå, du er brille-bruger. Stærke briller? Er du svagsynet? Skal jeg følge dig hjem?" indskød jægeren og så bekymret på mig.

Det var her jeg måtte erkende mig slået, jeg sagde farvel til min søster og afbrød telefonen, og derpå måtte jeg bruge 10 minutter på at overbevise jægeren om, at jeg mit syn var udmærket, og at jeg sagtens kunne finde hjem selv.

 

Fru Havørn lige inden hun slår på gåsestegen ... foto april 2013

Denne episode medførte to ting. Den første var, at jægeren tydeligvis havde fortalt det lokale jagtkonsortium om havørneseancen, hvilket medførte at samtlige medlemmer af det pågældende konsortium i lang tid derefter behandlede mig med en overbærende venlighed, der antydede, at de ikke var helt sikre på om jeg var mentalt sund. Den anden var, at jeg lærte, at når man påstår at have set en havørn så skal man sørge for at have sit kamera med så man nagelfast kan dokumentere, at det vitterlig drejer sig om en havørn og ikke en krage eller en musvåge.

Den sidste læresætning har jeg haft masser af muligheder for at repetere siden, for der skete nemlig det fantastiske, at havørnene faktisk slog sig ned her. På trods af hvad havørnekenderne i en vis fugleforening sagde, så flyttede ørnene ind. Faktisk har mine havørne konsekvent gjort præcis det modsatte af hvad eksperterne forudsagde, men lad nu det ligge.

 

Begge havørne benytter sig af både pilekrat og mit hus når de skal på jagt - de ynder at flyve langs med huset - eller krattet -  og så pludselig svinge ud over søen ... foto april 2013

I et par år nu har jeg fulgt havørnene tæt og taget massevis af fotos af dem, når de sidder i deres udsigtstræ, når de kommer jagende hen over søen, når de kurtiserer hinanden og sandelig også når de parrer sig. Jeg skal nok fortælle mere om det alt sammen, men hver ting til sin tid, og lige nu har ørnene unger, og det har fået dem til at skrue bissen på. Når de jager gør de det med langt større beslutsomhed end resten af året. Og det er egentlig baggrunden for dette blogindlæg, for forleden dag kom havørnen jagende ind over søen, hvilket forårsagede et kollektivt nervesammenbrud hos gæssene, der alle sammen gik på vingerne hysterisk skræppende. Og der så jeg så igen noget nyt. Havørnen gennede rundt med gæssene i luften og ret hurtigt havde den fået isoleret en mindre flok, som den så, nærmest efter samme princip som når en hyrdehund arbejder på får, drev ind i de tætte pil langs søbredden, hvor de lidt gumpetunge gæs har svært ved at navigere. Sjovt nok havde havørnen - på trods af sin størrelse - ingen navigationsproblemer i pilene, og det sikrede den gåsestegen. Jeg har aldrig tidligere set ørnen benytte den metode, men man lærer hele tiden noget når man er så heldig at leve sammen med havørne. Og denne gang var jeg ikke alene på plads og kunne betragte ørnen fra første parket, jeg havde også mit kamera med så jeg kunne dokumentere - billederne kan du se her på bloggen -  at jeg rent faktisk har havørne i haven.

 

Her kan I se hvor stor en havørn er i forhold til en person. Billedet er ikke fra min sø, det er taget af min Fb-ven, Tine Norup, som venligst har stillet det til rådighed for mig.