Huset ved søen ...

Beretning fra en dag for et par år siden hvor det, ligesom i dag, bare væltede ned med regn ... tilsat fasaner og jagthunde, læs her;

Fasaner i sigte

 af Anne Egede

Spaniels er generelt glade hunde, men mest lykkelige er de, når de kan få lov til at finde fugle. Ikke engang solid dagsregn kan dæmpe vore spaniels begejstring over at arbejde på fasanerne.

En øsende, pøsende regn lækker fra tunge skyer og drypper i en endeløs strøm nede over landskabet og os, der er ude i det. Med en hale af spaniels efter os plasker vi, kæresten og jeg, gennem vandpytterne og hen til Landroveren. Så lavt hænger de utætte, duegrå skyer, at det føles, som om vi er lige ved at støde hovederne ind i dem.

Syv spaniels har vi med, fire springere og tre cockere, så der er fuldt hus, da Landroveren langsomt triller ad de mudrede skovstier på vej ud for at se til fasanerne.

Vi lægger ud med de fugle, som bor i remissen på marken i skoven. Hvor træerne i går glitrede i et efterårsgyldent sollys, skinner de i dag regnblanke med grene og blade, som er tynget mod jorden af al væden. Alting drypper og plirrer og klirrer. Vi er omgivet af en symfoni af regnlyde.

Hundene, som ved, hvad der er i vente, halser ivrigt, mens deres haler dunker i takt omme bag i bilen. Spaniels er glade hunde, men allermest glade, når de kan få lov til at finde fugle, og hundene ved ganske udmærket, at der snart vil være fasaner i sigte.

Den eneste, som sidder roligt afventende, er Springer Spaniel Julius. Julius er en fremragende fuglefinder. En af de bedste i faget og så rutineret, at han tager det hele med stoisk ro. Altså lige indtil vi holder ved remissen, hvor fasanerne er. Eller rettere burde være. For ingen fugle er hjemme denne morgen, og det er ikke godt. Kommer fasanerne for langt væk fra foderpladsens tryghed, er det ikke sikkert, de finder hjem igen. Det er derfor, vi er her ‒ for at sikre, at fuglene ikke tager på for lange og farefulde udflugter.

Kæresten lukker Julius ud af bilen, og resten af hundeflokken sukker skuffet, da det går op for dem, at det i første omgang er et one-dog-show.

Julius strækker sig, gaber højlydt og ryster sig så et par gange. Kender man ham ikke, vil man tro, at intet er denne hund mere ligegyldigt end fasaner. Men det er bare spil for galleriet. Jeg har en mistanke om, at hans ro udelukkende er beregnet på at sikre sig maksimal tilskueropmærksomhed, inden han går i aktion. Lidt som en garvet entertainer, der har sine ritualer, inden han indtager scenen. Da Julius mener at have vores udelte opmærksomhed, sætter han i gang. Han accelerer fra nul til meget hurtigt på få sekunder, så vand og mudder sprøjter i et bredt spor efter ham, mens han i fuld fart runderer rundt om remissen for at finde ud af, hvilken vej fuglene har taget. Så sætter han næsen i jorden og går ud over marken, stik op mod vinden.

”Nu henter han dem,” siger kæresten og ser forståeligt nok stolt ud over sin effektive hund.

Og ganske rigtigt. Langt, langt ude, så langt ude, at Julius mere ligner en bold, som triller over marken, end en Springer Spaniel, finder han sine fasaner. Helt derude slår hunden rundt i en stor bue og kommer så tilbage mod os. Endnu kan vi ikke se fuglene, men snart dukker de op som små snurretoppe, der hvirvler over marken. Julius siksakker bag dem og sørger for at holde præcis det tempo, som får fuglene til at løbe, uden at de presses så meget, at de går på vingerne. Af og til slår Julius tilbage og henter en efternøler, og i sådanne tilfælde gives ingen pardon. Efternølerne går han så hårdt til, at de må op og flyve. Skogrende suser de forsinkede fasaner hen over hovedet på deres løbende kolleger for, som de første, at slå ned inde i remissen, hvor de kan puste ud og tænke lidt over, hvad det var for en brunhvid, langøret tornado, der pustede dem i halefjerene.

Et kvarters tid tager det, så er fuglene hjemme igen, og Julius kommer travende tilbage til os. Dog må han lige forfriske sig med et hurtigt morgentoilette i en mudderpøl, inden han hyllet i et panser af mudder hopper ind i bilen. De andre hunde, som misundeligt har trykket næserne mod bilruderne og sukket dybt og inderligt, flokkes om ham. De muler snuderne rundt i Julius’ våde mudderpels og inhalerer velbehageligt alle de gode dufte, som han har bragt med tilbage fra sin fuglefærd. Julius sidder roligt midt i flokken og lader sig beundre og misunde. Han er kongen, og han ved det.

Regnen slår os i ansigterne, da vi for nedrullede vinduer – for i en varm bil danner en våd og pustende springer spaniel veritable dampskyer – bumler ud over marken langs med skovbrynet af egetræer.

På denne tid af året står de gamle ege næsten uden løv undtagen helt oppe i toppen af træerne, hvor massevis af orangefarvede blade stadig klynger sig til de krogede grene og får egene til at ligne kæmpemæssige fakler. Denne morgen er der massevis af duer i træerne.

Vores tilsynekomst får flokke af duer til at suse hen over bilen og ud over marken, hvor luftrummet fyldes med fugle, der som små, grå tørklæder hvirvler rundt i luften. Hundene følger opmærksomt dueflokken – det kunne jo være, at der var et fornuftigt menneske, som skød et par af de små grå ned til dem. Så var man jo en kedelig spaniel, om man ikke var klar til at apportere. Og klare er de, hundene, så meget, at de næsten er gennemsigtige.

Vi følger duernes luftakrobatik i kikkerterne, indtil flokken endelig slår sig ned på den nypløjede mark, hvis tunge, regnvåde jord grangiveligt ligner lækker, fed chokolademousse, moccabrun og blank som den er af den stadigt silende regn. Et kollektivt suk fra hundene fortæller os, at vovserne har erkendt, at ingen har tænkt sig at skyde duer i dag.

De næste fasaner, vi besøger, står stadig og tripper omkring foderpladsen og kan ikke helt afgøre, om de er til vandreture eller hjemlig hygge. Julius hjælper dem med at træffe valget, og så er vi på vej videre ud til fasanerne i mosen. Her er vi er nødt til at gå et godt stykke, for selv Landroveren kan ikke bunde i den cremebløde mosejord. Alle hundene kommer med, og for en stund består universet udelukkende af halsende hunde, plaskende regn og mosejord, blød som budding og forræderisk som is efter vinterens første frostnat.

Efterhånden som formiddagen skrider frem, kommer alle spaniels i arbejde. De finder fugle, henter fugle, flytter fugle, får lov at være spaniels og nyder hvert sekund. Er der et eller andet, som de unge hunde ikke kan håndtere, sendes Julius på banen og ordner tingene. Omkring middagstid er der aflagt visit hos alle fasaner, og både vi, hundene og bilen – sidstnævnte såvel ind- som udvendig – er meget våde og meget mudrede.

 Inden vi afslutter den våde fasandag, beslutter vi at skyde en fasan for Julius, som har arbejdet så hårdt for os. Det skal være en randfasan, en enkelt fasan, som vi helst vil finde i skovbrynet ud til stubmarken.

Krattet, som udgør overgangen mellem skov og mark, er tæt, men ikke for tæt for en spaniel. Målrettet siksakker Julius frem og tilbage foran os i et fint søg, som viser sig at være effektivt, da en stor kok pludselig går på vingerne. Med et enkelt skud henter kæresten fasanen ned, og Julius apporterer med begejstring fuglen. De øvrige hunde, som i snor har måttet nøjes med at se til sammen med mig, bliver sluppet, og alle spaniels suser – med blafrende ører og logrende haler – ud over stubmarken.

Med vore spaniels halsende, logrende og lykkelige vimsende omkring og den tilsyneladende ustoppelige regn drivende ned over os vender vi de mange mudderprikkede næser hjemad for denne formiddag. Hjem til hjemmebagt grovbrød, dampende varm kaffe, brændeovnsvarme og hunde, som vil snorke fredeligt en god del af eftermiddagen – og måske drømme om fasaner. Fasaner i sigte.

Ovenstående historie er fra min bog "Herlige Hundeliv", der udkom i 2010